Holmegaard en historisk gennemgang



1814
Ved freden i Kiel mister Danmark Norge og dermed forbindelsen til de norske glasværker, der havde haft eneret på salg af glas til Danmark.

1823
Lensgreve, amtmand over Præstø Amt i Sydsjælland Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, indsender ansøgning til kong Frederik VI om at måtte lægge et glasværk ved Holmegaards Mose, for at kunne udnytte tørven som brændsel.

1824
Lensgreven får aldrig svar på sin ansøgning, da han dør i juni 1823, men hans enke Henriette Danneskiold-Samsøe modtager bevillingen og sender bud efter den norske glasmager Christian Wendt.

1825
Sammen med sin søn Peter bygger Christian Wendt den første hytte på Holmegaard, det første glasværk i Danmark siden Renæssancen. Produktionen begynder den 5. november. I de første år fremstilles udelukkende emballageflasker i grønt glas.

1835
Efter et mislykket forsøg på at fremstille rudeglas, ændres ”Hytte 2”, så der kan fremstilles ”hvidt glas”. Der hentes nu glasarbejdere fra Böhmen. Hermed begynder produktionen af vinglas, karafler osv. for alvor. Samme år ansættes Bernhard Friehling som værkets leder, der nok mere end nogen anden, gjorde Holmegaard til det førende glasværk i Danmark.

1847
Greve C.C.S. Danneskiold-Samsøe, der i 1842 havde arvet glasværket efter sin mor, anlægger Kastrup Glasværk på Amager (Københavnsområdet) efter Bernhard Friehlings anbefaling. Formålet var at komme ud til havet for at kunne få tilført kul udefra og for at komme ind i nærheden af det store københavnske marked. Værket anlægges som flaskeglasværk.

1857
Produktionen i Kastrup udvides og de sidste flaskemagere flyttes fra Holmegaard, hvor man nu udelukkende fremstiller serviceglas.

1873
Kastrup Glasværk sælges til et nydannet firma: A/S Kastrup.

1906
Maleren og keramikeren Svend Hammershøi udfører tegninger for Holmegaard til det første designede vinglasserie, der under navnet ’Margrethe’, var i produktion i ca. 40 år.

1914-1918
Den første Verdenskrig skabte problemer for alle de danske glasværker, men de var dog i drift hele tiden, ikke med alle ovne, men med nogle.

1918
Holmegaard gør forsøg med produktion af tungt krystal, og får en kort tid lov til at kopiere de belgiske krystalglas, som man solgte i butikken i Nyhavn 12.

1923
Holmegaard og Den Kongelige Porcelainsfabrik (DKP) underskriver en kontrakt, hvorefter Holmegaard skal fremstille serviceglas efter porcelænsfabrikkens tegninger og kunstneriske opsyn. Glassene skal sælges og markedsføres af DKP.

1924
Det første glas efter den nye kontrakt kommer frem under navnet ”Knipling”, tegnet af Porcelænsfabrikkens kunstner Oluf Jensen. Denne afløses snart efter af den første fast ansatte kunstner, Orla Juhl Nielsen, der igen i 1927 afløses af arkitekt Jacob E. Bang. Hermed begyndte det af kunstnere designede glas i Danmark.

1939-1945
Krigen giver mange vanskeligheder for de danske glasværker. Alle Holmegaards ovne må omstilles til tørvefyring ved hjælp af tørvegas-generatorer.

1942
Under krigen, den 1. maj 1942 ansættes Per Lütken som designer efter Jacob Bang, der det sidste år kun havde været freelance ansat.

1965
I juli sammensluttes Holmegaard og Kastrup til det nye firma Kastrup og Holmegaards Glasværker A/S, med en samlet aktiekapital på 20,6 mio. dkr. Hovedaktionærerne er Carlsberg Bryggerierne, De forenede Bryggerier (Tuborg) og fru Elisabeth Lassen, født Danneskiold-Samsøe, der i 1945 havde arvet Holmegaard efter sin far, lensgreve Aage Danneskiold- Samsøe.

1970
I december åbnes den første butik i Østergade 15, og man har nu en butik både i Nyhavn og på Østergade. Begge butikker er beliggende i centrum af København.

1973
Butikken i Nyhavn 12 lukkes den 29. september.

1975
15. Juni stoppes produktionen på Hellerup, som en følge af oliekrisen og dermed forsinket salg. 5. November fejrer firmaet sit 150 års jubilæum.

1977
Ved et bestyrelsesmøde i august besluttes det at stoppe Kastrup Glasværk. Ved generalforsamlingen i december ændres firmaets navn til: Holmegaard Glasværk A/S.

1990
21. december, standses glasværket i Odense, en del af produktionen og medarbejderne overflyttes til Holmegaard. 1. oktober adskilles emballage- og kunstglasafdelingerne formelt i et nyt selskab: Holmegaard Emballage A/S.

1997
5. februar indgås aftale om, at den svenske Emballagevirksomhed PLM AB, erhverver en ejerandel på 25% af aktierne i Holmegaard Emballage A/S. Medio marts overtager PLM AB de resterende 75% af aktierne i Holmia A/S.
På generalforsamlingen 10. december, ændres Royal Copenhagen A/S til Royal Scandinavia A/S. Samtidigt meddeles det, at selskabet har købt aktiemajoriteten i de svenske glasværker Orrefors og KostaBoda AB, og har overtaget aktiekapitalen i det svenske BodaNova-Höganäs Keramik AB og overtaget en kontrollerende aktiepost i den Venezianske kunstglasvirksomhed Venini.

1999
1. april, overtager PLM AB, de resterende 75% af aktierne i Holmegaard Emballage A/S. Samtidigt ændres navnet til PLM Holmegaard, og Royal Copenhagen, Holmegaard Glasværk.

2000
5. november fejrer Holmegaard 175 års jubilæum.

2004
I oktober bliver Holmegaard Glasværk overtaget af en investorgruppe bestående af Holmegaards Administrerende Direktør siden 2001 Peter Normann Nielsen og Entreprenør og Direktør Steen Gude.

2006
Selskabet Holmegaard Entertainment A/S, som er 100% ejet af Holmegaard A/S, oprettes. I foråret 2006 åbner Holmegaards nye oplevelsescenter, Det Levende Glasværk, med en masse nye og spændende glasaktiviteter for hele familien.

2007
I maj åbner Holmegaard sit eget Bryghus i den gamle smedje, Chokoladefabrik i den gamle administrationsbygning samt Bolsjekogeri i den gamle gård. Her bliver tingene fremstillet efter de gamle traditioner med sjæl og kvalitet. Her kan som besøgende opleve de fascinerende håndværk på nærmeste hold, og selv være en del af oplevelsen.

2008
August overtages rettigheder og produktion af Holmegaard produkter af Rosendahl A7S. Holmegaard Glasværk & Oplevelsescenter lukker i oktober og afventer nu en ny køber efter Stones Invest's konkurs. Alle produkter er dog sikret hos den nye ejer, Rosendahl A/S.
     
Designed by E-handelsbureauet.dk Wølund&Wraae
  • Pabon
  •  
  • Godthåbsvej 18
  •  
  • 2000 Frederiksberg
  •  
  • CVR 29600384
  •  
  • salg@pabon.dk